Børnene i min familie, kusiner og fætre, er meget optaget af det eventyr de oplever, hver gang de besøger os i Fredericia. Vandtårnet – bor der mon en prinsesse der, som bliver vogtet af en drage? Kanonerne, portene og al den snak om soldater, konger og krige er brændstof til fantasien, og de elsker at lege sig ind i det eventyrlige univers.
Hvordan fik i boligdrømmen opfyldt her?
Vi sad i København og fik pludselig øje på det hus, vi endte med at købe efter bare at have set det en enkelt gang. Vi havde talt om mange ting: rækkehus i Erritsø, naturskøn beliggenhed i Trelde, lejelejlighed tæt på vandet. Da vi først havde set vores skønne murermestervilla på 6. julivej var vi dog ikke i tvivl længere. Vi elsker vores hus og have.
Hvad er det bedste ved hverdagen her i Fredericia?
Jeg elsker at skulle passere Prinsens Port eller Nørreport hver dag, når jeg skal aflevere min børn i institution. Den der eventyrlige og storslåede oplevelse det stadig er, at starte dagen med en tur på volden og ind igennem de smukke gamle porte, giver mig hver dag en følelse af taknemmelighed over at kunne nyde så skønne omgivelser.
Jeg elsker stisystemerne på volden, som jeg kan gå på opdagelse i med mine børn eller på mine egne små løbeture. Jeg elsker at kunne løbe lige ned til skønt, friskt havvand, tage en dukkert og løbe hjem igen.
KulturKasernen er et nyt og spændende kulturelt samlingspunkt som jeg er meget begejstret for at følge, og som jeg mener har stort potentiale til at kunne tiltrække kreative kræfter og blive et vigtigt kulturhus i hele Trekantområdet. Jeg tror, det udvikler sig til et sted, der kan være med til at give en uventet oplevelse, der kan give nye perspektiver til livets store spørgsmål. Jeg håber, at det kan blive en stor del af min og min families hverdag. Jeg elsker også virkelig meget det store kunstværk på HYDRA parkeringshuset. Det runde, farvede glas. Virkelig en fornøjelse at svinge der forbi.
Om familien:
Navn: Bolette Søs Dyrberg
Alder: 36
Civilstand: Gift
Beskæftigelse: Kommunikationsfidus og historiefortæller på frihjul
Yndlingsplet i Fredericia: Toppen af Kongens Bastion