I Fredericia bliver vi flere og flere. Mange genopdager kærligheden til deres barndoms gader, og mange nye får øjnene op for alle de drømme man kan få opfyldt, når man bor lige her.
Mød nogle af de familier, som har opdaget, at Fredericia kunne tilbyde den perfekte ramme for deres familieliv.
I Kanalbyen har Lea og Martin fundet en rolig oase for deres familie med byens liv lige om hjørnet.
Martin og Lea har fundet drømmehjemmet i Kanalbyen. Her har de pakket flyttekasserne ud i en lejlighed, som opfyldte familiens ønsker om masser af plads, høj kvalitet og god udsigt.
Efter 11 gode år i København, blev det tid til at åbne en ny hoveddør. Det var flere ting der endte med at bringe familien til Fredericia. Først og fremmest Martins job i teaterverdenen som kunstnerisk direktør i AHA Creations. Scenekunsten blomstrer i byen og særligt når det gælder musicals er Fredericia stedet. Lea er digital markedsføringskonsulent og har arbejdsplads i København - men når man kombinerer hjemmearbejdsdage med de effektive togforbindelser til hovedstaden, er det ikke noget problem at pendle et par gange i ugen.
Lea er opvokset i Københavnsområdet. Martin kommer fra Fredericia, så de kendte allerede til byens muligheder. Begge er også i sin tid uddannet som musicalperformere på Den Danske Scenekunstskole, som ligger i Fredericia. Så flytningen til fæstningsbyen har været et glædelidt gensyn med en gammel kending.
Martins familie bor i byen, og det trak også i både mor, far og Allie på 3 år at komme tættere på den jyske del af familien.
Men det var også Fredericias unikke historiske islæt og mange skønne naturområder, der lokkede. Bl.a. nyder familien at være så tæt på stranden i deres hverdag. Og så er Fredericia Vold en stor grøn oase, hvor man både kan nyde naturen og gåture rundt i de unikke historiske rammer.
Navn: Martin, Lea og Allie Palme Skriver
Alder: 37, 36 og 3 år
Civilstand: Gift
Beskæftigelse: Kunstnerisk direktør og digital markedsføringskonsulent
Navn: Bolette Søs Dyrberg
Alder: 36
Civilstand: Gift
Beskæftigelse: Kommunikationsfidus og historiefortæller på frihjul
Yndlingsplet i Fredericia: Toppen af Kongens Bastion
med udsigten over vand og by
I en murermestervilla tæt på Fredericia Vold og kun en kort cykeltur fra både gågader og badestrand bor Bolette og familien.
Mor, far, to børn, æbletræer i haven, ladcykel i carporten, spisestue med plads til familiefødselsdage og koncert og kulturliv inden for rækkevidde. Det var nogle af de drømme Bolette og hendes mand havde, da de besluttede at bytte lejligheden i København ud med noget andet. De fandt det hele på en fredelig villavej i Fredericia.
Fortæl hvad der fik jer til at vælge Fredericia?
Da vi blev en lille familie i København, havde vi brug for at skifte lejlighed i storbyen ud med hus og have i provinsen, og så drømte vi også om at få noget hav og natur omkring os. Det var et krav, at det stadig var nemt at komme med tog tilbage til Kbh. Vi ville gerne bo tættere på vores familier, men vigtigst af alt ville vi skabe et liv hvor vi kunne få råd til at arbejde deltid, så vi kunne få mere kvalitetstid med familien og mere tid til kreative projekter.
Vi valgte at flytte til Fredericia fordi vi her kunne skabe et trygt, godt og roligt liv for vores lille familie i storslåede naturlige og kulturelle rammer. Fredericia matchede vores ønsker om at være tæt på familie, natur, kultur og vi havde samtidig mulighed for at købe vores drømmehus og have, som vi nyder at fylde ud med hverdagsliv og skønne arrangementer for venner og familie, der ”alligevel lige kommer forbi”. Fredericia ligger jo lige på vejen, når man skal fra København og videre til Jylland for at besøge familie, og vi bliver derfor gerne til ”kaffepausen” på vejen, og på den måde får vi alligevel set vores venner, der stadig er bosat i København. De gode togforbindelser til og fra Fredericia, gør også at det er svært at finde en undskyldning for ikke at komme på besøg.
Jeg faldt pladask for Fredericia da jeg besøgte byen første gang, dengang jeg skulle møde min svigerfamilie, og jeg var sikker på, at jeg ville bo her. Min mand sørgede også for, at jeg fik et godt indtryk, da han tog mig med op på Kongens Bastion en stjerneklar nat, viste mig det klare, friske, badevenlige havvand ved Østerstrand, og udpegede beliggenheden for den gamle legendariske bar Generalen som havde haft besøg af Snoop Dogg til et sent DJ set. Jeg fik følelsen af at det magiske og uforudsigelige kunne ske og gå hånd i hånd med en hverdag med (vegetarisk) sovs og kartofler og børneliv i frisk luft med alt det hjertet kan begærer – og så endda i gåafstand!
Udover at kunne få en familievenlig hverdag, der både kan være magisk og rutinepræget, har vi også gode muligheder for at finde job tæt på med byer som Middelfart, Vejle, Kolding og Odense indenfor overskuelig rækkevidde.
Hvad har overrasket jer positivt ved Fredericia?
Da jeg første gang gik en tur på volden oplevede jeg til min store overraskelse, at man altid hilser på dem man møder på sin vej. De lokale i Fredericia er utrolig imødekommende, og jeg synes virkelig at byens historie som ”Byen for alle” lever op til sit navn.
Børnene i min familie, kusiner og fætre, er meget optaget af det eventyr de oplever, hver gang de besøger os i Fredericia. Vandtårnet – bor der mon en prinsesse der, som bliver vogtet af en drage? Kanonerne, portene og al den snak om soldater, konger og krige er brændstof til fantasien, og de elsker at lege sig ind i det eventyrlige univers.
Hvordan fik i boligdrømmen opfyldt her?
Vi sad i København og fik pludselig øje på det hus, vi endte med at købe efter bare at have set det en enkelt gang. Vi havde talt om mange ting: rækkehus i Erritsø, naturskøn beliggenhed i Trelde, lejelejlighed tæt på vandet. Da vi først havde set vores skønne murermestervilla på 6. julivej var vi dog ikke i tvivl længere. Vi elsker vores hus og have.
Hvad er det bedste ved hverdagen her i Fredericia?
Jeg elsker at skulle passere Prinsens Port eller Nørreport hver dag, når jeg skal aflevere min børn i institution. Den der eventyrlige og storslåede oplevelse det stadig er, at starte dagen med en tur på volden og ind igennem de smukke gamle porte, giver mig hver dag en følelse af taknemmelighed over at kunne nyde så skønne omgivelser.
Jeg elsker stisystemerne på volden, som jeg kan gå på opdagelse i med mine børn eller på mine egne små løbeture. Jeg elsker at kunne løbe lige ned til skønt, friskt havvand, tage en dukkert og løbe hjem igen.
KulturKasernen er et nyt og spændende kulturelt samlingspunkt som jeg er meget begejstret for at følge, og som jeg mener har stort potentiale til at kunne tiltrække kreative kræfter og blive et vigtigt kulturhus i hele Trekantområdet. Jeg tror, det udvikler sig til et sted, der kan være med til at give en uventet oplevelse, der kan give nye perspektiver til livets store spørgsmål. Jeg håber, at det kan blive en stor del af min og min families hverdag. Jeg elsker også virkelig meget det store kunstværk på HYDRA parkeringshuset. Det runde, farvede glas. Virkelig en fornøjelse at svinge der forbi.
Simone og Mikkel fandt de perfekte rammer til en tryg, naturskøn opvækst for deres tre piger. Simone hjemmepasser børnene og glæder sig over de gode vilkår, der findes her.
Hjemme bedst
Vi boede i Kolding da vi studerede, men da vi skulle købe hus faldt valget på Fredericia. Vi er begge opvokset i Assens på Fyn, Mikkel flyttede dog til Taulov med sin mor, da han begyndte på gymnasiet. Så vi kendte godt Fredericia og Taulov, som er blevet vores hjem.
Vi valgte Fredericia ud fra flere faktorer. Blandt andet lokation i forhold til familie og arbejde, nærhed til motorvejen og ønsket om at bo i et godt lokalsamfund. Hverdagens rammer er vigtige og her fandt vi et nærmiljø med gode indkøbsmuligheder, alt hvad man har brug for i hverdagen, fællesskab og et rigt fritidsliv. Desuden var det nemt at finde attraktive boliger til gode priser.
Mikkel er selvstændig webudvikler. Jeg, Simone, er uddannet socialrådgiver, men arbejder lige nu som handicaphjælper, da det er
et job, der kan kombineres med at være hjemmepasser. De attraktive vilkår for hjemmepasning fik også pilen til at pege på Fredericia.
I Fredericia Kommune kan man få tilskud til hjemmepasning og den mulighed har været afgørende for os som familie.
Der er et stort hjemmepassernetværk i Fredericia og generelt et godt fællesskab for børnefamilier i vores lokalområde - det klart gør vores
hverdag både nemmere og bedre.
Jeg er medlem af hjemmepasserforeningen HJEM, som ud over de fire ugentlige begivenheder holder en lang række arrangementer og aktiviteter i løbet af året. Det giver et rigtig godt netværk og sammenhold.
Masser af natur
Vi nyder virkelig at tage en lille tur til Fuglsang dyrehave - gerne på ladcyklen. Det er så fint et sted. Børnene kan både hygge sig med at fodre dådyrene med gulerødder og lege på skovlegepladsen og udfordre motorikken med leg i skoven. Vi voksne nyder roen og at alt dette er samlet ét sted, omgivet af en masse skøn natur."
Naturen betyder meget i hverdagen - både som hjemmepasser og almindelig børnefamilie er vi glade for at komme ud. Og der er masser af skøn natur omkring Fredericia, som både byder på skov og strand. Det er nemt at få lidt spændende eventyr ind i hverdagen ved en lille gåtur i området. Vi er også blevet positivt overraskede over, at der løbende sker en udvikling i retning af mere skov og natur i vores lokalområde.
Byen har også masser at byde på. Når vi får venner og familie på besøg tager vi dem gerne med ud til Fuglsang Skov, en tur rundt på Volden i Fredericia og Østerstrand. Street food er også lidt en favorit, når vi er mange der skal spise sammen.
Navne: Simone, Mikkel, Alma, Ella og Anna
Alder: 33, 32, 6, 4 og 1 år
Civilstand: gift
Beskæftigelse: Handicaphjælper (uddannet socialrådgiver) og selvstændig webudvikler