Indbyggertal: 2497
12 km til Fredericia | 13 km til Kolding | 26 km til Vejle
Skærbæk ligger skønt placeret lige ud til Lillebælt. Her har I rig mulighed for at blive en del af et aktivt lokalsamfund med masser af aktiviteter, klubber og fællesskaber. Her findes bl.a. fællesspisning, strikkeklub, amatørteater, tennis og vinterbadeklub.
Skærbæks yngste beboere hygger sig hver dag i daginstitutionen Fyrtårnet, som har både vuggestue og børnehave.
På Fjordbakkeskolen kan børnene gå i skole fra 0.- 6. klasse og i nabobyen Taulov er der overbygning med 7.-9. klasse.
Taulov og Skærbæk er fælles om meget bl.a. også Elbohallen, hvor der findes et stort udvalg af idræts- og kulturaktiviteter.
Du behøver ikke køre langt for at handle ind, da der er indkøbsmuligheder i byen. Skærbæk ligger i hjertet af Trekantområdet og her er I tæt på infrastruktur og arbejdspladser. Man kan tage bybus til og fra Fredericia.
Skærbæk er kendetegnet ved stærke lokale fællesskaber og engagement i lokalområdet. Her findes en lang række foreninger I kan blive en del af.
Her er bl.a. et bylaug, som mødes og giver en hånd med vedligehold og forskønnelse af byen. Netværket Grønnere Skærbæk arbejder for mere bæredygtighed og biodiversitet i området.
Her er også en række fællesskaber omkring vandet bl.a. kajak, bådeklub og vinterbadning.
Her bor I lige ved Lillebælt og bliver omgivet af smuk natur som Blå Flag stranden Skærbæk Strandpark. Strand- og skovområdet ved Skærbæk Strandpark er perfekt både til hverdagens gåture, strandture og picnic. Her er badebro og en kombineret både- og badebro. I skovområdet bag ved stranden findes der flere stier og en shelterplads.
Fra Skærbæk er der heller ikke langt til naturområdet Hagenør, hvor I finder en afmærket vandrerute langs kysten og gennem skoven.
I Skærbæk er der byggegrunde til salg, så der er mulighed for at realisere boligdrømmen her.
Kig også på de øvrige huse der er til salg i området.
Institutioner
Fritid og fællesskab